Perlen Bølling Sø
Perlen Bølling Sø er en 11,6 km lang vandrerute rundt om den genskabte Bølling Sø.
Bølling Sø opstod efter den sidste istid for godt 12.000 år siden. Gennem årtusinder udviklede søen sig til en højmose, som senere blev afvandet og udnyttet til tørvegravning. 2005 blev søen genskabt i et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter.
Ruten fører dig både tæt langs søbredden og op på de omkringliggende højdedrag, hvorfra der er dragende udsigter over søen og det varierede landskab med enge, moser og skov.
Oplevelser undervejs
Undervejs møder du ikke kun smuk natur, men også fortællinger om mennesker, dyr og begivenheder, som gennem tusinder af år har sat deres spor i området.
De skjulte historier, som gemmer sig i landskabet, bliver formidlet med lyttestationer, skilte, kikkerter og legeelementer rundt om hele søen.
Du kan blandt andet blive klogere på søens historie, mens du nyder udsigten over landskabet, høre fortællinger om Tollundmanden, lytte til historien om Polakværket og se en bronzealderpige gå på trædestenene.
Fantastisk fugleliv ved søen
Ved Bølling Sø kan du opleve mange forskellige fugle. Året rundt er der mulighed for at se havørn, trane, sølvhejre, både sort- og grønspætte samt isfugl.
I sommerhalvåret vil rørhøgen ofte svæve lavt hen over rørskov og marker og du vil kunne opleve et hav af småfugle.
På træk uden for sommermånederne kommer fiskeørnen nogle gange forbi, og i vinterhalvåret holder mosehornugle og blå kærhøg til ved Bølling Sø.
Praktisk info
Hele ruten kan gennemføres på ½ dag (3-4 timer).
Ruten følger primært stier langs søen og er overvejende flad, men på den østlige side af søen findes enkelte bakker.
Den er ikke kørestolsvenlig, da der også er tale om smalle stier.
Hvis du har lyst til en længere tur, kan du forlænge ruten med turen rundt om Skallerund Sø. Denne rute er godt 3 km.
Sådan kommer du til og fra ruten
Ruten starter og slutter ved Klosterlund Museum, hvor der er gratis parkering. Klosterlund Museum ligger ganske tæt på Engesvang, hvor der er togstation og indkøbsmuligheder.
Toiletter og overnatning
Der er toiletter på Klosterlund Museum og ved Dværgebakken.
Der er flere sheltere og primitive overnatningsmuligheder langs Perlen Bølling Sø, både tæt på og lidt fra ruten. Find dem på Udinaturen.dk.
Kvalitetsstempel
Perlen Bølling Sø er certificeret som premium-vandrerute af Deutsche Wanderinstitut og er en del af Danmarks Naturstier – et nationalt projekt, der guider til naturskønne, godt afmærkede og formidlede vandreruter.
Billeder fra ruten