Ringstien omkring Hirtshals
Ruten viser byens omgivelser set fra alle verdenshjørner og byder på både smukke landlige og havnære naturoplevelser. Hele ruten er på 9,1 km, og du kan starte din tur fra et af de mange fixpunkter på ruten.
Starter man vandreturen mod vest fra Hirtshals centrum f.eks. ved Den Grønne Plads, følger man forløbet langs kystskrænten og passerer, Solnedgangspladsen, Fiskergadestenen, Havudsigten og når op til Hirtshals Fyr samt Bunkersmuseet. På fyrets område findes et rustikt madpakkerum, hvor man kan raste og nyde sin medbragte madpakke. Herfra fortsætter ruten mod syd gennem overdrev ud i klitlandskabet, hvor man fra rastebænken i klitten kan nyde et fantastisk view over strand, hav og bugten mod Rubjerg Knude. Turen går herefter ad en trampesti mod øst og syd gennem Nejst Plantage - et fredfyldt stykke skov med dyreliv og masser af fuglesang. Videre sydpå nærmer vandreren sig Ulvkær Mose med udspringet til Emmersbækken og følger denne i udkanten af et villakvarter til Emmersbækparken. Ruten fortsætter i blandet bymæssig bebyggelse, men mest på naturstier mod nordøst gennem Folkeparken til Nordsøen Oceanarium. Herfra udgår den midlertidige rute på fortov mod vest tilbage til udgangspunktet i byens centrum. Stiens underlag varierer fra fortov, velanlagt grussti, grøftespang til trampesti i naturområder. Overalt er stiens forløb tydeligt afmærket med Ringstiens piktogrammer og vejvisningsskilte. Forløbet er bedst egnet for fodgængere og motionsløbere og er ikke alle steder handicapvenlig.
Billeder fra ruten
