Jens Langknivs Røverhuler i Ulvedal Plantage
Ifølge sagnet brugte den jyske Robin Hood, Jens Langkniv, langdyssen i Ulvedal Plantage som tilholdssted. Dyssen er 36 meter lang og 7,5 meter bred, og den stammer fra den såkaldte tragtbægerkultur (begyndelsen til bondestenalderen), hvor mennesket første gang begyndte at dyrke jorden. I kanten af langdyssen står der 62 næsten mandshøje sten, og fra nordøstsiden kan man komme ind i de to små kamre.
Gravkamrene stammer fra tiden, før de små enkeltgravshøje (se punkt 2), men de har også været benyttet i senere tider. Det eneste, arkæologerne har fundet, er nemlig en flintdolk og et bronzearmbånd. Alle de slebne flintøkser, dekorerede krukker og ravsmykker, som oprindelig har været der, er forsvundet. Gravkamre har altid været meget udsatte for gravrøvere – det behøver såmænd ikke være Jens Langkniv, der har pyntet sig med ravkæderne.
Jens Langknivs borgerlige navn var Jens Olesen, og det mere drabelige navn skulle komme af, at Jens var dygtig til at kaste med sin kniv. Den havde han bundet en snor i enden af, så han kunne trække kniven til sig igen. Angiveligt skulle Jens Langkniv have været blevet erklæret fredløs, fordi han havde dræbt en delefoged, der ville brænde Jens’ mor som heks.
Under trediveårskrigen hærgede Albrecht von Wallenstein Jylland, og Jens gik til modangreb. En bedrift, der fik ham benådet. Senere blev Jens igen fredløs, og han skal være blevet henrettet i Horsens.
Udover langdyssen i Ulvedal Plantage brugte Jens Langkniv Daugbjerg Kalkgruber som hemmeligt skjulested. Her kan man i dag besøge hans hule, der ligger 60 meter under jordens overflade.
Læs mere om Daugbjerg Kalkgruber på daugbjergkalkgruber.dk
Billeder fra stedet
