Gurre Slotsruin
Gurre Slot lå oprindelig på en holm mellem Gurre Sø og Lille Gurre Sø omgivet af vand og sump. Gurre eller Gorugh er et gammelt ord for sump. I dag er søen betydelig mindre. Man mener, at slottet først blev bygget i slutningen af 1100-tallet som et massivt tårn i flere etager. Men det er Valdemar Atterdag, der i midten af 1300-tallet udbygger fæstningen med en ringmur med fire hjørnetårne. Desuden bliver der opført flere bygninger rundt om fæstningen. Blandt andet en smedje. I dag kan man se den nederste etage af det gamle centraltårn, der er bygget i kampesten, samt rester af ringmur og hjørnetårne. Ringmuren og hjørnetårnene er bygget af røde munkesten, og man har fundet en gammel teglovn lidt længere nede ved søen, hvor teglene formodentlig er brændt. Valdemar Atterdag holdt så meget af Gurre, at han efter sigende skal have sagt: ”Lad blot Gud beholde sit Himmerige, hvis jeg kan beholde Gurre."
Billeder fra stedet
