Annebjerg Skov
Annebjerg Skov på ca. 200 ha primært bøge- og egeskov ligger 3 km syd for Nykøbing Sj. tæt på Issefjorden.
Skoven har et godt vej- og stinet, hvilket giver mange muligheder for en tur i skoven både for skovvandreren, der gerne vil nyde naturen, og motionisten, der vil færdes på stierne.
Midt i Annebjerg Skov, ved Egebjergvej 172, ligger Barkladen. Barkladen er normalt åben. Har du brug for at være sikker på den er ledig, kan du booke den ved at sende en forespørgsel i en mail til MSJ@nst.dk
Har du madkurv med i skoven, er du velkommen til at benytte Barkladen som "madpakkehus" hvis den er ledig.
I tilknytning til Barkladen er der med støtte fra Friluftsrådet og Nordea Fonden lavet et nyt handicaptoilet, og adgangsvejen til toilettet er lavet med ny handicapvenlig belægning.
Ved sydenden af skoven, overfor Skaverupvej, ligger et opholdsareal ud til Isefjorden med bålplads og badebro.
Denne skov kan bookes til særlige aktiviteter.
Langt de fleste aktiviteter på Naturstyrelsens arealer kræver ikke tilladelse. Det gælder for eksempel en almindelig gå- eller cykeltur, ekskursioner med skoleklasser, brug af bål- og grillpladser, børnefødselsdage m.v.
Nogle aktiviteter kræver dog tilladelse, for eksempel hvis de er erhvervsmæssige eller har mærkbar påvirkning på andre skovgæsters oplevelse af naturen, skovens dyr og planter eller skovdriften. Dette gælder for eksempel aktiviteter, som kræver afmærkning eller som støjer.
Se mere her: Skal jeg have tilladelse til min aktivitet
Tilladelsen får du ved at bruge Naturstyrelsens bookingsystem.
Selvom dine aktiviteter ikke kræver tilladelse, kan du med fordel orientere os før større aktiviteter, så vi kan orientere andre brugere om dine aktiviteter og hjælpe med at undgå andre aktiviteter samtidig.