Geologi

Dalbyover Kalkgrav

Dalbyover Kalkgrav er en mindre råstofgrav, der ligger lige syd for Dalbyover mellem Randers og Hadsund. I kalkgraven, der ejes af Østjysk Kalkleje, er der brudt kalk siden 1928 - først med håndkraft og nu ved hjælp af maskiner. Kalken anvendes til jordforbedringer i landbruget.

Dalbyover Kalkgrav er omkring 20 meter dyb og dækker et 3 hektar stort område, hvor Vinstrupvej krydser Stadionvej. Den kalk, der ligger i graven, var engang aflejringer på bunden af et hav ca. der, hvor det nordlige Italien befinder sig i dag.

Gennem millioner af år blev døde alger med skeletter af kalk aflejret på bunden af havet, og laget blev med tiden presset godt sammen.

Fossile søpindsvin blev i gamle dage kaldt "Tordensten". Man mente, at den hårde stenkerne var skabt ved et lynnedslag, og at stenene desuden var magiske. Da lynet ikke rammer samme sted to gange, lagde man dem i vindueskarmen som beskyttelse. Fossile søpindsvin findes også mange gange som gravgaver i oldtidens grave - især grave fra jernalderen. 

Fossiler er rester eller spor efter fortidens dyr og planter. Ordet fossil betyder ”Organismer fra forhistorisk tid der er gravet op af jorden”.

De fossiler du oftest finder i Dalbyover Kalkgrav er søpindsvin, men efter lidt søgen kan du også være heldig at finde stilke fra søliljer, fossile gravegange og muslingeskaller.

En sølilje er ikke en blomst, men et dyr af arten pighuder, som også tæller søpindsvin og søstjerner. Søliljens stilk kunne blive op mod 1 meter lang og var fæstnet på havbunden. Der findes i dag kun én type sølilje i de danske farvande.

Fossiljagt er en spændende aktivitet for hele familien. Du er velkommen til at samle mindre mængder til eget brug. Husk blot at færdes forsigtigt på bunkerne i bunden af graven, da der let opstår skred i det løse materiale.

Materiale, som du ikke vil beholde, bør lægges tilbage, hvor du fandt det, da sten i de forkerte omgivelser kan give fejlfortolkninger af områdets geologi.

Husk at få alle ting med dig fra råstofgraven. Glemte ting kan ødelægge kalkgravens maskiner.

Særligt sjældne eller unikke fossiler, såkaldte ”danekræ”, er beskyttet af loven og skal afleveres til f. eks. Naturhistorisk Museum, Århus.

Billeder fra stedet

Kort

Sådan kommer du dertil

Der er ingen parkeringspladser i umiddelbar nærhed af faciliteten.
Find vej via Rejseplanen
Henter oplysninger fra rejseplanen.dk
Find vej via Google maps
Du bliver ledt over til en ekstern side for at bruge Google maps
Åbn Google maps
Ansvarlig enhed
Randers Kommune
Telefon: 89 15 15 15