Agedrup Skovlegeplads
Den gennemgående og grundlæggende tanke i hele opbygningen af legepladsen er at skabe et samlingssted for især børn - og voksne, hvor skoven, åen, dyrelivet, træerne og planterne er en vigtig integreret del af legepladsen. Altså en plads der er mere end blot til almindelig leg.
Derfor er der foruden legeredskaber, borde og bænke gjort meget ud af, at beboerne i området også får en naturoplevelse, når de besøger pladsen under de høje træer.
Kort sagt en legeplads der helt naturligt giver lyst og glæde ved at færdes i naturen.
Foruden de almindelige legeredskaber har vi også integreret følgende elementer i og omkring pladsen:
Fuglekasser
En synlig ting er de 32 fuglekasser, som er opsat i og omkring legeredskaberne.
Insekthoteller
Vi har etableret insekthoteller, hvor børnene kan iagttage og undres over alt det småkravl, der findes i skoven.
Løbebane
En løbebane, hvor børnene kan løbe og sammenligne deres hastighed med dyr, de kender. Børnene kan løbe om kap med bl.a. mus, pindsvin, egern og rådyr.
Vandaktiviteter
Ved åen er der opsat forskellige render og et bassin, hvor børnene kan iagttage de småkryb, som de kan fiske op med net. Det er selvfølgelig også muligt at fiske med en fiskestang.
Digitalt Leksikon
Som vores nyeste aktivitet har vi opsat et digitalt leksikon for at supplere og styrke den pædagogiske side af legepladsen ved hjælp af fotos, tegninger og tekster. Alle disse elementer er tilgængelige ved hjælp af QR - koder.
Agedrup Skovlegeplads er etableret af Agedrup Sogns Beboerforening, som også vedligeholder og driver pladsen.
Legepladsen er blevet til med økonomisk hjælp fra Odense Kommune, Møllerens fond, Friluftsrådet og lokale firmaer.
Billeder fra stedet
