Fodsporet, Slagelse-Dalmose
Naturstien Fodsporet er anlagt i 2011 på den nedlagte jerbanelinie imellem Næstved, Slagelse og Skælskør - i alt en strækning på 48 km. Skinner og sveller er fjernet, og stien er asfalteret i hele sin længde. Stien kan således benyttes af mange forskellige brugergrupper.
Langs med strækningen er der anlagt 6 overnatningspladser med sheltere med drikkevand og primitive toiletter, naturlegepladser, motionspladser, sundhedspor, bålhytter og information. Der er således mulighed for at tage en flerdagestur på Fodsporet f.eks. til fods eller på cykel, og benytte overnatningsmulighederne undervejs.
Stien løber igennem både åbne landskaber og skove, og passerer tæt forbi de gamle stationsbygninger, hvoraf de fleste stadig ligger på deres oprindelige plads langs "jernbanen".