Nordsøstien
Denne rute er en delstrækning af det stykke af Nordsøstien, som går gennem Hjørring Kommune. Som en del af Nordsøstien er det en del af North Sea Trail og NAVE Nortrail-projektet og forløber sig langs store dele af Nordsøen hvor man vil vandre gennem historiske spor.
På denne del af ruten vil man starte langs stranden og gennem Løkken by som indtil 1960'erne var et aktivt fiskerleje men på nuværende tidspunkt kun har få aktive fiskerbåde tilbage. Dog er der på nuværende tidspunkt anlagt det nye opholds- og samlingspunkt De Maritime Huse hvor der er mulighed for at tage en pause og nyde klitlandskabet samt stranden og havets brusen. Derefter går turen mod Furreby og dernæst Nørre Lyngby hvor erosionen langs vestkysten særligt begynder. Herefter vil man begynde at nærme sig det mere kuperede klitlandskab og Rubjerg Knude Klitplantage før man når sand- og lerklinten der påvirkes af erosion samt vandreklitten og det fygende sand ved Rubjerg Knude Fyr. Fra fyret vil man komme gennem Lønstrup by der er beliggende i slugten langs Lønstrup Bæk og placeret i smukt kuperet landskab. Historisk er Lønstrup kendt for at have stor betydning for skudehandelen til især Norge og England. Længere oppe af kysten vil man komme til Kærsgård strand og Liver å hvor man tæt på kan opleve de flotte indlandsklitter, åen der slynger i landskabet inden den udmunder i havet og klitterne der tårner sig op langs ruten. Herefter går man over en bro og langs kysten til man når Tornby Klitplantage og Tornby strand.
Billeder fra ruten

Kort over ruten



