Bangsboruten
Bangsboruten byder på store oplevelser i et landskab formet af istidens kræfter. Her vandrer du gennem skov, op i højderne, over morænebakker og forbi kulturhistoriske spor, mens udsigterne åbner sig mod Kattegat.
Undervejs kan du opleve den fredfyldte natur, et rigt dyreliv og gå på opdagelse i Bangsbos talrige seværdigheder. Følg ruten og lad dig inspirere af naturen, historien og de mange oplevelser, der venter på dig langs ruten.
Den internationale kvalitetsmærkning Premiumwanderweg understreger rutens høje oplevelsesværdi.
Storslåede udsigter
Fra Pikkerbakken og Cloostårnet åbner landskabet sig med vidtstrakte udsigter over hav, skov og bakker. Langs ruten kan du også opleve de historiske bunkers ved Bangsbo Fort fra 2. verdenskrig.
Dyreliv og landskab
Kom tæt på Dyrehavens krondyr og gå på opdagelse gennem de markante morænebakker, som blev skabt af isen for tusinder af år siden.
Mellem historie og natur
Fra kulturhistorien ved Bangsbo Hovedgård til Stenhavens geologiske spor og Botanisk Haves blomstrende oaser smelter natur og historie sammen til en oplevelse for alle sanser.
Ruten er 13 km i kuperet terræn (340 højdemeter) og er skiltet i begge retninger. Ruten tager ca. 4 timer at gå. Skyd genvej, hvis du ønsker en kortere tur. Se genvejene på kortet og ved infotavlerne langs ruten.
Startsted: P-pladsen, Skovalleen 43, 9900 Frederikshavn.