Sødringholm Skov og strandenge

I bondestenalderen for 4000 år siden var her hav. Et hav som gennem årtusinderne forvandledes til sumpede strandenge og i dag har befæstet sig et par gode meter eller tre over vandspejlet i afvandingskanalerne.

Som navnet antyder - sø - ring - holm, så har her oprindeligt været en ø omgivet af vand. Såvel vejen herud, Kalvevasen, som vejene herfra og til fjorden og Kattegat er blevet anlagt som vaser, hvilket vil sige grene og kviste, som er lagt lag på lag på den sumpede jord og med tiden blevet ”ophøjet” til veje.

Sødringholms historie går langt tilbage. En af de første gange stedet er nævnt i historien, er da det fra 1240 for en kort bemærkning på 8 år er i Øm Klosters besiddelse. Før da har det måske heddet Sødringborg og været en vikingeborg. Nem at forsvare med vand og sump omkring og med anlagte vaser til Kattegatsiden, der sikrede, at det var til at komme til og fra med skib.

De høje, slanke træer rækker deres arme ind i himlen. Der, en 10-15 meter oppe i en bøg, ligger en bunke kviste forankret mellem to store grene. En ravnerede. Det er vores største kragefugl, der har fundet sig så godt tilpas på Sødringholm, at der nu er en håndfuld ynglende par.

Herude er der fred og ro og højt til loftet for Hugin og Munin, hvis forfædre omkring 1950 på det nærmeste var blevet totalt udslettet. Takket være en totalfredning er der i dag en 500-700 ynglende par i Danmark, og heraf har en lille procent altså valgt at lade deres dybe ”rårk” gjalde over Sødringholm.

Der er et historisk vingesus over denne gigant, som prydede vores forfædres fane på en blodrød baggrund, indtil Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland for 800 år siden.

Lidt henne ad en skovvej står ”Kærlighedshuset”. Tre fantastiske små bøgetræer der er gået sammen om at danne et fælles tag kun et par meter over jorden.