Suldrup Hjertesti
Suldrup Hjertesti er en dejligt afvekslende tur, som både tager dig igennem skøn natur og byområder. Stien er lavet på initiativ af Rebild hjerteforening og er afmærket med Hjerteforeningens symboler.
Stien er 3,5 km lang.
Ruten starter ved parkeringspladsen ved Suldrup Sø. Herfra følges stien rundt om søen. Stien tager dig op til byen, hvor du drejer til venstre ad Hjedsbækvej indtil du kommer til Lundgrens tømrervirksomhed. Her vil du komme igennem gården og venstre om et hus. Herefter tager stien dig forbi børnehaven og over skolens boldbane hvor du drejer til venstre mod Møllers Mose og videre op ad bakken og forbi byens stadion og tennisbaner. Du kommer videre gennem byen forbi Jættestuen og herefter forbi Anlægget / Naturbasen, hvor der er shelters til overnatning og multtoilet til de trængende. På den sidste del at stien, som går langs Veggerbyvej, Mosevej og videre venstre om søen, kommer du forbi et madpakkehus hvor du kan nyde medbragt mad samt et område til udendørs parkour for de friske. Stien slutter hvor den startede ved parkeringspladsen ved Suldrup Sø.
Og ….. hvis man vil, kan man gå turen den modsatte vej og er man lokalkendt kan man starte overalt på ruten. Rigtig god fornøjelse – husk hver skridt tæller!
Tilgængelighed:
Den første del af ruten, hvor du kommer fra Suldrup sø, op mod Hjedsbækvej og forbi Lundgrens tømrervirksomhed, børnehaven og Møllers Bakker vil være meget udfordrende for kørestolsbrugere uden god motorkraft. Især stien fra nordenden af søen til Hjedsbækvej er temmelig stejl.
Skal denne del af stien undgås kan Hjertestien også tilgås med start/parkering ved Torvet. Herfra er resten af ruten flad, fast og tilgængelig. På denne del af ruten går du ad en handicapvenlig sti, som tager dig forbi Jættestuen, videre til Anlægget / Naturbasen, hvor der er shelters og multtoilet og videre forbi den gamle skole på Mosevej på vejen ned til slutdestinationen ved søen. Denne strækning tager dig også forbi både madpakkehus og et areal til udendørs parkour.
Billeder fra ruten
