Eskebjerg Vesterlyng - Jyderup
Bjergstien
Bjergstien fører gennem et bakket område med gode udsigtspunkter, som ligger hævet over det øvrige terræn. Desuden passerer stien gennem Eskebjerg Vesterlyng.
Eskebjerg Vesterlyng
Eskebjerg Vesterlyng, Sjællands største kysthede, byder på et varieret plante- og dyreliv. På Vesterlyngs overdrev og fugtige lavninger vokser bl.a. lyng, tjørn og enebuske. Her findes også den gule engmyre og flere arter af orkidéer. Vesterlyng var tidligere græsningsareal for de omkringliggende landsbyer, men blev fredet i 1945. Tilbage i stenalderen var Vesterlyng dækket af hav, men i takt med, at havbunden hævede sig, og arealet overlejredes af flyvesand, udviklede landskabet sig til det, som ses i dag.I den sydlige del af Vesterlyng findes flere vandreklitter, mens der i den nordlige del findes strandengen Tranevejle. Hele Vesterlyng er indhegnet, i sommerhalvåret træffes derfor fritgående køer og heste, som udgør en vigtig del af naturplejen.
Højsted og Højsted overdrev
Ved Højsted er der udsigt over Sejerø Bugt og det åbne landskab, som skråner jævnt ned mod bugten og den fredede Eskebjerg Vesterlyng. Højsted Overdrev blev tidligere brugt som græsningsarealer for gårdene i de omkringliggende landsbyer.
Mellem Højsted og Hjembæk
Områdets geologi er resultatet af de vældige kræfter, som udspandt sig under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Det kuperede terræn er skabt af store isblokke, der blev liggende, efter at isen havde trukket sig tilbage. Senere smeltede isblokkene og efterlod de fordybninger - "dødishuller" - som præger landskabet i dag.
Kort over ruten



