Haslund Skov
Den fede lerbund, som blev dannet i Tertiærtiden for 50 millioner år siden, forhindrer vandet i at sive ned, så det regnvand som ikke finder vej til Værum Bæk, er dømt til at fordampe under træernes kroner. Resultatet er et skovbillede, der mange steder har præg af naturskov med mange arter af træer og buske og en rig flora og insektfauna.
Selvom en del af Haslund Skov i dag er tilplantet med gran, ligger store dele af skoven hen som naturskov eller gammel stævningsskov.
En seværdighed er Værum Bæk, som med små vandfald og sideløb skærer sig ned gennem skoven i et naturligt slyngende forløb med meterhøje, ofte lodrette lerbrinker.
Under morænen findes tykke lag af havaflejret plastisk ler dannet tidligt i Tertiærtiden for ca. 50 millioner år siden. Hist og her træder de veladskilte askelag tydeligt frem i brinkerne langs Værum Bæk.
I Haslund Skov har lerbunden stedvist et højt kalkindhold. Kombineret med forekomsten af mange arter af buske og træer giver det rum for en interessant flora, både hvad angår blomster-, bregne-, mos- og svampelivet.
Af træer og buske forekommer druehyld, almindelig hvidtjørn, almindelig røn, hassel, benved, kvalkved, gråpil og bøg.
Billeder fra ruten

Kort over ruten



