Shelterplads Vågehøj på Røsnæs
I den frie teltningsskov øst for Røsnæs Naturskole ligger der et shelter med en bålplads med grill. Shelteret er placeret på Røsnæs teltplads, hvor det er tilladt at slå telte op ved siden af shelteret. Det er ikke muligt at booke shelteret, og brug af det sker derfor ud fra ”først til mølle-princippet”. Der kan være ca. fire personer i shelteret. Man må sove i shelteret to nætter i træk.
Der er ikke toilet eller vand på pladsen. Nærmeste vandhane og toilet er ved Naturskolen som ligger ca. 500 meter fra shelteret. Brænde skal man selv medbringe. Bål må kun ske på officielt etableret bålsted foran shelteret.
Ved ankomst i bil er nærmeste parkeringsplads ved Vågehøj ved Røsnæsvej 456, 440 Kalundborg (i google maps Parkering Vågehøj). Der er 170 meter fra parkeringspladsen til shelteret og teltpladsen. Man kan også ankomme på cykel eller gåben ad asfaltvejen Røsnæsvej, eller når man går på vandreruten Røsnæs Rundt eller på den lokale røde rute. Det er ikke muligt at køre i bil helt ind til shelterne for at læsse udstyr af, og parkering skal ske ved på nærmeste p-plads.
Adgangen hen til shelteret sker af grusvej, græs og jordsti. Shelteret er udformet med overflytningsplatou til kørestolsbrugere, men kørestolen skal være terrængående for at kunne komme hen til shelteret.
Der er ikke affaldsbeholder ved shelterne, så det du tager med på tur, skal du også tage med hjem.
Billeder fra stedet
