Møllekrogen
Selsø Møllekrog er en vig i den nordlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land. Her finder du en lille anløbsbro, der i dag kun bruges af fritidssejlere. Stedet er et godt udgangspunkt for ture i området - både til fods, på cykel eller i en af nationalparkens kanoer, som du kan låne gratis i sommermånederne.
Der er parkeringsplads, toilet, vand og bordebænkesæt i Møllekrogen og bålpladser tæt ved. Fjordstien, som går lige forbi. Der er også gode muligheder for at fiske.
Lån en kano
Nationalparken har i alt seks kanoer, som du kan låne til en rotur i sommermånederne, når vejret tillader det. Kanoerne ligger i Møllekrogen og ved Gershøj Strand, og de kan lånes det ene sted og efterlades det andet. Som udgangspunkt ligger der tre hvert sted, men det kan variere i forhold til, hvordan de bliver sejlet. I kanoerne ligger redningsveste og årer og der er skilte med vigtig information om sejlads, fugle og praktisk information om kanoerne.
Kanoerne lånes efter først-til-mølle.
Gå til Skrivernæbbet
Fra Møllekrogen er der adgang til et af nationalparkens mest værdifulde overdrev: Skrivernæbbet - og ganske kort til et fugletårn med udsigt over Selsø Sø. Selsø Slot ligger 10 minutters gåtur og turen ud langs skrivernæbbet er meget fin - også med børn. Det er en trampesti og der er derfor ikke gode forhold i kørestol eller med barnevogn.
Overnat ude på fjorden
Nationalparken har lagt en flydende lejrplads ud i Møllekrogen, hvor du kan overnatte. Pladsen er meget populær og skal bookes.
Billeder fra stedet