Rørmosen
Lad dig føre ind i dette urørte skovområde ad en gangbro, der snor sig mellem træer og krat. Her finder du dybe vandhuller, væltede træer, krat og mudder - og vandhulsdyr, nattergalesang og sjældne planter.
Du kan gå tørskoet gennem området ad den spang, som i 2021 blev etableret af Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med Naturstyrelsen, Roskilde Kommune og Dansk Vandrelaug. Turen går også forbi et fugletårn.
Strækningen gennem Rørmosen ligger i tilknytning til den populære vandrerute, Skjoldungestien. Rørmosen er en offentlig skov under Naturstyrelsen og en del af Nationalpark Skjoldungernes Land, som strækker sig over et areal på 170km2, hvoraf Roskilde Fjord udgør en tredjedel.
Rester af fjordarm
I stenalderen strakte Roskilde Fjord en arm ind øst for Boserup Skov. Rørmosen er rester af denne fjordarm, hvor Kornerup Å’s udløb var indtil omkring 1700-tallet. For 100 år siden udfyldte Rørmosen stort set hele den gamle fjordarm og var et værdifuldt ekstremrigkær med sjældne arter som rust-skæne og pukkellæbe.
Fra stævning til urørt skov
Området har været drænet og opdyrket, men nu er det en skov med birk, el, ask og eg; træ-sorter som kan vokse på den fugtige jord. En del træer har mange stammer. Visse steder er det på grund af tidligere stævning, mens det andre steder er grundet græsning inde i skoven, hvor træerne er blevet bidt ned af dyrene. Rørmosen er i dag udlagt til urørt skov, hvilket betyder, at der ikke bliver foretaget forstlige indgreb i skoven. Undtagelsesvis kan der dog skæres døde grene og træer ned, hvis der opstår risiko for fare for de besøgende i skoven.
Levested for mange dyre- og plantearter
Den våde kalkrige bund i det sammenhængende moseareal er i dag levested for mange dyre- og plantearter. Rørmosen er også voksested for mindst en rødlistet svampeart. Desuden vokser en stor bestand af ægbladet fliglæbe.
Lyt til nattergalen
Fuglelivet i Rørmosen omfatter de mest almindelige vand- og mosefugle, bl.a. en stor bestand af nattergal. Rørmosen grænser op til en række nedlagte slambassiner. I slambassinerne yngler flere arter af vandfugle, bl.a. lille lappedykker.
Det omkringliggende landskab
Øst for Rørmosen, i tilknytning til Skt. Hans Hospital, ligger lave enge, der er brakvandspåvirkede på grund af indtrængende fjordvand ved højvande. De afgræsses af heste og kreaturer.
Vandrestien, Sortesti, der fører fra Roskilde til Boserup Skov, snitter Rørmosen. Går du ad stien i maj om aftenen eller i den tidlige morgen kan du møde mange roskildensere, der er ude for at høre den imponerende sang fra nattergalen.
Billeder fra stedet