Sønderskov (Hovedstaden)
Den lille Sønderskov, der ligger nogle hundrede meter øst for Ravnsholt Skov, er en rigtig perle – en minikopi af typisk østsjællandsk natur. Her er ikke så mange aktiviteter, men masser af fred og ro og spændende naturoplevelser. Du kan fx følge det gamle tipvognsspor fra dengang, der blev gravet ler til tegl i skoven. Sporet går helt lige gennem skoven fra nord til syd. Hist og her kan du se de gamle sveller. I de senere år er der genskabt et moseområde midt i skoven, så en stor del af den midterste og sydlige del af Sønderskov i dag består af sø-, sump- og moseområder til glæde for såvel dyre- som plantelivet. En af de store oplevelser er at se de gule iris, når de i juni blomstrer i tusindvis i kanten af mosen. Men der er også mange andre planter som fx kærmysse og kæruld. Der er ualmindeligt mange rådyr i Sønderskov. De er vigtige for at holde væksten nede i de åbne vådområder.
Læs mere om området i linket nederst på siden.
Naturstyrelsen har udlagt en mindre del af styrelsens arealer som særligt beskyttede arealer, kaldet stillezoner.
Denne skov er udlagt som stillezone og Naturstyrelsen giver kun undtagelsesvis tilladelse til organiserede aktiviteter.
Formålet er først og fremmest at sikre ”skovens dybe stille ro” til glæde for skovens dyr og skovgæsterne.
Læs mere om tilladelser til aktiviteter på Naturstyrelsens arealer.