Renbæk Plantage
Renbæk Plantage udgør ca. 200 hektar af et samlet naturområde bestående af Lindet Skov, Hønning plantage, Hønning Mose og Renbæk Plantage.
Der er tale om en ung skov der blev anlagt på Renbæk Hede i 1940’erne omkring Renbæklavningen med karpedammene. Den er nu ved at vokse til igen efter at orkanen den 3. december 1999 væltede omkring 2/3 af skoven, og udvikler sig til et varieret og spændende naturområde der strækker sig omkring Renbækkens øvre løb.
Trods den ringe størrelse indeholder plantagen mange forskellige naturtyper. Skov med blandede løv og nåle bevoksninger, hede, mose, vandløb og enge.
Der er i plantagen en række faciliteter for publikum der giver muligheder for en bred vifte af oplevelser og aktiviteter. Med udgangspunkt fra P-pladsen er der hundeskove, bålplads og spændende stier og veje der appellerer både til ture med sko og til ture med støvler..