Stursbøl Hegn
Stursbøl Plantage ligger, med sine 463 hektar, på vandskellet "Den Jyske Højderyg". Smeltevandsfladerne mod syd, nedenfor højderyggen, har ringe vækstbetingelser for skov mens betingelserne oppe på bakkeøen er bedre, på grund af morænearealernes bedre jord og kuperede terræn.
Det er godt 200 år siden man begyndte at anlægge plantagen på det der dengang var et stort hedeområde. Efter store problemer i starten, der stadig kan ses som resterne af "Troldeskoven" i plantagens nordvestlige hjørne, udviklede plantagen sig gennem årene til en tæt og produktiv skov med store nåletræer.
Orkanen i 1999 "udslettede” plantagen og et nyt og anderledes skov og naturområde er nu ved at gro til, med større variation af træarter og vekselvirkning mellem skovarealer og åbne arealer. Stursbøl Plantage er rig på kulturhistorie og der findes afmærkede cykel og vandreruter.