Åstedbro Teltplads
Teltpladsen er tydeligt skiltet fra vandsiden og kommer på din venstre hånd, efter du er sejlet under broen ved Åstedsbro. Her er der et landgangsted/isætningssted, så kanoen let kan slæbes på land. Teltpladsen består af to større græsarealer, hvor der må opstilles telt. Det ene ligger ned til Gudenåen, mens det andet ligger lidt længere inde i land, omgivet af træer, så der er læ for vinden. Der er toiletbygning på pladsen med adgang til vand. Der er bålplads på pladsen – det er tilladt at sanke brænde.
Ved teltpladsen ligger Åstedbro Grillen, hvor der kan købes måltider og drikkevarer til frokost og aften. Tjek åbningstider på grillens Facebookside.
Der er ikke en egentlig landsby i Åstedbro og pladsen ligger generelt relativ isoleret – cirka 3 kilometer fra indkøbsmuligheder i Rask Mølle. Sørg derfor for at medbringe proviantering.
Det koster 50 kroner pr. person at overnatte på Åstedbro Teltplads. Lejrchefen opkræver betaling. Der kan betales kontant eller via MobilePay. Der skal være tre meter mellem opstillede telte. Det er tilladt at have hund med, men denne skal til enhver tid være i snor. Respekter andre gæster og undlad at støje. Der er parkeringsplads ved Åstedbro Teltplads, men da pladsen er tiltænkt kanofarende, bedes I undlade at køre hertil for at overnatte. P-pladsen gør det muligt at afhente kanoer og gæster.
Billeder fra stedet