Serup Helligkilde
Helligkilden Sct. Mauritii ved Serup strand dateres tilbage til middelalderen. Navnet på kilden stammer fra en romersk legionær, som blev helgenkåret.
Kilden siges at have helbredende kræfter. Kilden, der pibler frem ved skræntfoden ved Serup Strand, ligger utroligt smukt og lige ned til Limfjorden med udsigt til bl.a. Oddesund, Grisetåodde og Venø. Kilden blev genopdaget i 1716 af en Johanne Christensdatter fra Serup. Hun drømte en nat, at hvis hun badede sine syge fødder i vandet, ville de blive raske. Hun lod sig bære hen til kilden, vist nok 8 dage i træk, og hun gik derfra.
Det var ikke kun folk fra den nærmeste omegn, som valfartede til kilden. Helt fra Norge kom der pilgrimsrejsende for at besøge kilden. En forklaring på dette er sikkert at Nikolaj Wilse (præstesøn fra Søndbjerg), der udvandrede til Norge og blev præst deroppe, har udbredt kendskabet til den. Rundt om kilden havde 2 lokale præster bekostet et stakit og en pengeblok, hvori det var muligt at lægge et beløb som tak for hjælpen. Indtægterne gik så til sognets skole.