Lundestenen
Lundestenen er den jættestue på Bornholm, der har det største kammer.
Jættestuen blev udgravet og restaureret i 1939. Ved den lejlighed fandt man i bunden af kammeret et lergulv og flade kalkstensfliser. Herpå lå et tykt lag med knogler og oldsager. Ved kammerets nordvæg stod således 2 lerkar, hvoraf den ene var smukt dekoreret. Der blev fundet over 100 ravperler, der var formet som små økser og køller. Endvidere fandtes 24 flintknive og flækker samt 5 skafttungepile. Fundene dateres til den sene og sidste del af jættestuetiden (ca. 3000-2700 f.v.t). Dette lag med knogler og oldsager lå helt ud i jættestuens gang. Det skyldes, at senere slægtled har ryddet ældre grave i kammeret ud for at skaffe plads til egne gravlæggelser.
I gravkammeret kan man se rester af tørmur. Det vil sige det murværk af flade fliser, der er anbragt mellem bærestenene for at gøre kammeret tæt.
På den vestlige dæksten og på indersiden af bærestenen i kammerets vestende kan man finde skålformede fordybninger. Disse helleristningstegn stammer fra bronzealderen (1800-500 f.Kr.). Lundestenen har sandsynligvis også i dette tidsrum været centrum for begravelsesceremonier.
Billeder fra stedet
