Hareskovene, Store Hareskov, Kollekolle
Området dækker to separate hundefolde. I den østlige fold har firmaet Daycare4dogs (og kun dette firma) ret til at lufte hunde på hverdage i tidsrummet kl 9-15. Firmaet betaler en afgift for denne ret, og i dette tidsrum henvises andre brugere til at lufte hund i nabofolden, såfremt de føler sig generet af firmaets hundeluftning.
Folden er åben for alle skovgæster med eller uden hund, men i folden har du som hundeejer mulighed for at lade hunden løbe frit under forudsætning af, at du konstant har fuld kontrol over hunden.
Det betyder:
- at hundeføreren altid kan standse hunden
- at den skal have tæt kontakt til føreren
- at den ikke må genere andre gæster, andre hunde eller det vilde dyreliv
- at hunden absolut ikke må virke truende
- at hunde, der ikke opfylder disse betingelser, skal føres i snor eller ved fod
Det er som udgangspunkt hundeføreren, der har ansvaret, hvis der opstår konflikter.