Faksbjerg
Faksbjerg
Faksbjerg er en stor høj, som stien passerer rundt om på vejen mellem Viskingegård og Stengård. Fra Faksbjerg er der i nordlig retning udsigt mod det inddæmmede Saltbæk Vig, som i dag udgør et fredet habitatområde.
Historien bag Faksbjerg
Faksbjerg lå oprindeligt på et af de jordstykker, som hørte under præstegården i Viskinge. Med etableringen af jernbanen mellem Kalundborg og København, blev adgangen til jordstykkerne syd for banen vanskeliggjort. Et tilsvarende problem - men med "omvendt fortegn" - havde en af de lokale gårde, Stengård. Den lå syd for banen: Ved opførelsen af banen var Stengårds jorde blevet delt i to, hvoraf noget lå nord for banen.
Ejeren af Stengård og den daværende sognepræst enedes derfor i 1878 om at "bytte jorde", således at Stengårds jorde nord for banen overgik til Viskinge Præstegård, mens kirkens jorde syd for banen overgik til Stengård. På den måde fik begge parter løst problemet med adgangsforholdene.
Faksbjerg havde dog så stor værdi for sognepræsten, at han i forbindelse med aftalen om jordskiftet fik indskrevet, at den daværende og alle efterfølgende ejere af Stengård havde "pligt til at bevare den udsigtshøj, Faxebjerg kaldet, der ligger på det stykke, der ved skiftet er kommet fra præstegården til Stensgård, i samme omfang som hidtil." Endvidere stod der i aftalen: "Ejeren af Stensgaard skal give den nuværende og de efterfølgende sognepræster fri og uhindret adgang til højen med ret til at beplante, hegne og frede om højen for at udelukke kreaturer. Hvad der nu eller senere måtte blive plantet på højen tilhører ejeren af Stensgaard, men han må intet borthugge deraf uden præstens samtykke og udvisning".
Således skal Faksbjerg, den dag i dag, bevares som udsigtshøj.