Udsigtstårn
Fugletårn/Udsigtstårn - Værntårnet fugletårn
I sommeren 2021 blev det nye fugletårn, Værntårnet, indviet. Det næsten 11 meter høje tårn et tegnet af Jacob Lunden Jacobsen og Filip Johnson, finansieret af Ringkøbing Skjern Kommune og bygget af Bork-Hemmet Smede & VVS. Værntårnet er et resultat af et ganske særligt samarbejde mellem lodsejerne i Værnselskabet, Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Naturfredningsforening (DN) og kommunen. Tårnet er et kombineret udsigtstårn og madpakkehus. Værntårnet er næsten 11 meter højt og der er fri adgang året rundt. I tårnet findes smukke landskabsfriser af Jens Overgaard Christensen. Tårnet er velbesøgt af især ornitologer. Naturen på halvøen er en blanding af den oprindelige strandeng, ferskeng og hedemose. Halvøens fortid kan ses ved tidevandets render (loer), og de pletvise rester af den oprindelige strandengsflora der stadig findes nemlig den sukkulente kveller/salturt, annelsgræs og harrild. Mosaiklandskabet ses tydeligt i de tilhørende plantesamfund. Den næringsfattige jord fordrer blandt andet de smukke orkideer plettet gøgeurt, den lyserøde trævlekrone, samt den karakteristiske kæruld og uanseelige bregne slangetunge. Slåning og afgræsning af engene med kreaturer er afgørende for, at området holdes lysåbent og ikke gror til i tagrør og pil. Tipperne og Værnengene er yderst værdifulde for rastende og ynglende fugle. Åbne, våde enge er vigtige levesteder fordi mosaiklandskaberne er fri for forstyrrelser og er rige på både føde og ideelle redepladser. Den internationale betydning for fuglelivet gør, at området omkring Tipperne er udpeget som et EU-fuglebeskyttelsesområde. Der er på enkelte år observeret over 160 forskellige fuglearter! Der er gennem tiden foretaget en del ornitologisk forskning og andre videnskabelige undersøgelser på halvøen, over det unikke plante-, dyre- og insektliv. Trækfuglene kan opleves i foråret og om efteråret. Efterårstrækket foregår fra slutningen af oktober, mens forårstrækket finder sted i april-maj. I løbet af foråret og efteråret optræder der i området hyppigt flokke på op til 10.000 kortnæbbede gæs. De slår sig ned for at hvile og æde græs. Man kan også opleve andre trækkende andefugle såsom knortegås, bramgås, blisgås, krikand, gråand, skeand, spidsand og hvinand. Blandt vadefuglene er den almindelige ryle langt den talrigeste og kan også observeres i flokke på op til 10.000 fugle. Derudover optræder hyppigst regnspove, lille kobbersneppe, hjejle, strandhjejle og dobbeltbekkasin. Hele året kan man møde viben, som yngler på engene. I marts-april kan man være heldig at støde på den sky, men yderst karismatiske skestork. Brushanen er også at finde i området og hvis man er heldig, kan man se hannerne i prydfjer marchere dansende rundt på de såkaldte ”dansepladser” for at imponere hunnerne.
Billeder fra stedet

Sådan kommer du dertil
Der er ingen parkeringspladser i umiddelbar nærhed af faciliteten.
Find vej via Rejseplanen
Henter oplysninger fra rejseplanen.dk
Find vej via Google maps
Du bliver ledt over til en ekstern side for at bruge Google maps
Åbn Google maps
Ansvarlig enhed
Land, By og Kultur, Ringkøbing-Skjern Kommune
E-mail: land.by.kultur@rksk.dk
Telefon: 45 9974 15