Lyø
Lyø ligger sydvest for Faaborg, og er den vestligste ø i Geopark Det Sydfynske Øhav. Man kan komme til Lyø fra Faaborg med færgen, der også runder Avernakø. Lyø har en varieret og frodig natur med flere gode badestrande, fiskepladser og gode muligheder for vandreture. En cykeltur rundt på øen kan desuden anbefales. Øen gemmer nemlig på en række interessante geologiske historier og en kulturhistorie, der går flere tusinde år tilbage. Revet mod nordøst er et vigtigt yngleområde for fugle med adgangsforbud i perioden 1. marts til 15. juli. Det mest bemærkelsesværdige fortidsminde på Lyø er nok dyssekammeret, Klokkestenen. Man mener, at kammeret blev anlagt mellem 3500 og 3100 år før Kristi Fødsel. Klokkestenen giver klare toner fra sig, når man slår på den, og det hedder sig, at man må få et ønske opfyldt, når den afgiver sin lyd. Lyøs befolkning uddøde i 1500-tallet på grund af epidemier og plyndringer, men Lyø blev genbefolket, da en godsejer beordrede 24 familier til øen. Strukturen i øens bebyggelse stammer fra de 24 fæstegårde, der dengang blev opført omkring gadekæret. Fordi Lyø ikke oplevede udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, ligger øens gårde stadig i store træk samlet rundt om gadekæret, hvilket giver landsbyen et unikt præg.
Billeder fra stedet
