Lundings monumentet

Niels Christian Lunding fik som fæstningskommandant i Fredericia en stor rolle under både Treårskrigen (1848-51) og ligeledes under 2. Slesvigske Krig i 1864.

Lunding blev således udnævnt til fæstningskommandant midt under Treårskrigen i april 1849, hvor han efterfølgende på ganske kort tid gjorde fæstningen kampklar. Denne bedrift var medvirkende til, at fæstningen kunne holde stand mod den slesvig-holstenske oprørshær og de fjendtlige bombardementer, som stod på i to måneder frem til det sejrrige udfald fra fæstningen den 6. juli 1849.

I 1864 var Lunding endnu engang udnævnt til fæstningskommandant i Fredericia. Lunding gjorde atter fæstningen kampklar, men denne gang blev udfaldet et andet. Efter Dybbølstillingens fald besluttede regeringen, til stor oprør for både den danske overkommando og Lunding, at Fredericia skulle rømmes. Rømningen blev gennemført 26-28. april, uden at østrigerne opdagede det.

Efter krigen vendte Lunding tilbage til Kronborg og fik som generalløjtnant i 1867 tildelt Storkorset af Dannebrog. Samme år afgik han som kommandant, og rigsdagen bevilgede ham en særlig pension som anerkendelse for hans fortjenester.

Lunding var en sammensat karakter, der besad både mildhed og strenghed. Strengheden fik soldaterne i fæstningsbyen uden tvivl at føle, men uden disciplin og hårdt arbejde var det ikke lykkedes hele to gange at gøre fæstningen klar til kamp.